E3: Analyse af PlayStation3-afsløringen
Der er sket meget siden sidste år
Så kom dagen for den store PlayStation3-afsløring. Endelig ved vi noget konkret om lancering, salgsdato og de endelige specs. Der er sket en del med PlayStation3 (PS3) siden den først blev vist frem ved sidste års E3-messe. Blandt andet har det vist sig, at mange af de oprindelige specs var varm luft. På denne tid sidste år lovede Sony et væld af porte og udgange, der ikke er kommet med i den endelige udgave – se billedet.
Oprindeligt skulle PS3 have et væld af A/V-udgange, tre 1Gbit netværksstik, syv USB-porte og to HDMI-udgange. De antal er blevet skåret væsentligt ned.To forskellige versioner
Det vigtigste først: PS3 kommer på gaden i Japan d. 11. november, og i USA, Europa og Australien d. 17. Der kommer to forskellige versioner af PS3, med forskelligt udstyrsniveau og forskelligt prisleje. Den europæiske pris er fastsat til henholdsvis €499 og €599, hvilket peger på et prisleje mellem kr. 4000 og kr. 5000.
Det viser sig, at der er væsentlige forskelle på de to udgaver af PS3. Da Microsoft lancerede Xbox 360 sidste år, var det også i to forskellige pakker – Core og Premium. Premium-pakken havde en række af ekstraudstyr, der ikke var med i Core-pakken, fx trådløs controller, harddisk og headset. Det er altsammen udstyr, der kan købes seperat. Sådan bliver det ikke med PS3. Udgangspunktet for de to forskellige PS3-versioner er størrelsen på harddisken. De kommer med henholdsvis 20 GB og 60 GB harddisk. Men i en pressemeddelelse fra Sonys japanske afdeling fremgår det, at det kun er 60 GB-udgaven af PS3 der er udstyret med trådløst netværk, Memory Stick- og SD-kortlæser og, vigtigst af forskellene, HDMI-udgang.
Og hvorfor er det så vigtigt? Jo, i kampen om hvad der skal afløse DVD’en, satser Sony nemlig hårdt på deres eget Blu-Ray-format, der kan vise film i High Definition-opløsninger op til 1080p. Den går bare ikke uden HDMI. Som led i Blu-Ray-formatets kopibeskyttelse, kan Blu-Ray-film kun ses i High Definition, hvis signalet går igennem en HDMI-udgang. Ellers er man hensat til at se filmen i en opløsning på 540p, som kun er marginalt bedre end en almindelig DVD-film. Vil man bruge PS3 som Blu-Ray-afspiller, er man altså nødt til at købe den dyre udgave.Banan-controlleren er væk
Den noget udskældte og bananformede controller, der blev vist frem ved sidste års E3, er væk. Den er blevet erstattet af et controllerdesign, der ligger væsentligt tættere på den velkendte DualShock2 kendt fra PlayStation2. De to nederste skulderknapper er vokset en lille smule, og de to joysticks har fået en lidt større bevægelsesradius. Controlleren er trådløs via BlueTooth, bruger genopladelige batterier og kan oplades via et almindeligt USB-kabel.
Desuden er PS3-controlleren blevet udstyret med bevægelsessensorer, der kan opfatte bevægelser langs seks akser. Det vil sige at controlleren kan bruges til at styre spil ved fx at hælde den til siderne, eller ved at bruge den som rat. Det er en forholdsvis ny feature, hvilket betyder, at den ikke bliver benyttet størstedelen af de PS3-spil der bliver vist frem på dette års E3.
Den velkendte rumble-funktion, der har været standard i mange år, er pillet ud af controlleren. Ifølge Sony selv er det for at gøre plads til bevægelsessensorene, men det har nok snarere noget med patenter at gøre. Både Sony og Microsoft blev sidste år sagsøgt af et lille firma, der mente at have patent på rumble-funktionen. Microsoft indgik forlig, og købte prompte en væsentlig andel af firmaet. Sony tabte deres retsag, og blev dømt til at betale royalties. Den udgift har de tilsyneladende ville undgå med PS3.
PlayStation3 er i øvrigt en stor bassedreng. Den er både længere og bredere end den oprindelige Xbox, og har en kampvægt på 5 kg. Her er rummålene til sammenligning.
- PS3: 325mm x 98mm x 274mm / 5kg
- Xbox: 320mm x 101mm x 260mm / 3.84kg
- Xbox 360: 309mm x 83mm x 258mm / 3.49kg
| Kommentarer (21) » |